…DER VAR ENGANG ET HAVNESLOT…..
….en side for at mindes hvad der var, og for at måske tænde en gnist til at genskabe denne unike bygning, som i dag ville ha været en pryd for Stege havn.
På kajen i Stege havn, lå der engang et slot. Ikke et kongeslot, nej, det var revet ned for rigtig mange år siden, for på Møn har man været rigtig god til at rive slotte ned, men der blev rejst et rigtig havneslot. Og det forunderligste hus, som med sit tårn og spir, urskive og undelige vinkler, lå der og holdt øje med de travle dampskibe der anløb og afgik. For der var travelhed på Stege havn i de dage. Foruden lokale dampere var der hver dag fobindelse til København. Og så var der jo også godstrafikken – og i alt denne travelhed blev Havneslottet en vigtig mødesplads for rejsende og for de lokale –
Stege havn blev i 1909 bygget om, og der skulle laves faciliteter for skibstrafikken, der sørgede for forbindelsen til og fra Møn. Byrådet valgt arkitek Cajus Novi og fik en bygning som mange nok syntes var mere skjelden end køn. Blandt andet blev den af en i byrådet, kaldt for en “monumentale stærekasse” og en upraktisk bindingsværkshytte.
I bygningen var det to ventesale, en for 1. klasse og en for 2. klasse – der var ekspedition for de lokale dampere – havnekontor og beboelse på 1. sal til havnefogeden. Øverst på bygningen tronede tårnet med urskive og spir. Uret, der var oplyst om natten viste tiden til fire sider.
I 1962 blev tårn og spir fjernet og frem til nedrivningen i 1965 lå bygningen der, yderst på molen og ventede på sin skæbne –
.og snart lå det færdigt til at betjene skibstrafikken til omverdenen –
Der var 1. og 2. klasses venterum – godsekspedition og havnekontor.
Havnefogeden havde bolig på 1. sal.
Codan ved kaj i Stege –
Damperen sørgede for en vigtig del af transport mellem Stege og Kalvehave
.
Postbåden “Røret” var nok det sidste skib der blev betjent fra slottet – den sørgede for transport af post og varer til Nyord helt frem til broen fra Ulvshale til Nyord blev åbnet den 23. august 1968 og gjorde Nyord landfast med Møn.
Men på det tidspunkt var slottet allerede historie.
…og efter nedrivningen lå den amputerede bygning og afventede sin skæbne –
Året er 1965 – slottet er væk og de sidste rster fra nedrivningen fjernes, men dernede under ligger så fremdeles fundamentet…………
I Møns Folkeblad – 12/8-1965 kunne man læse følgende “nekrolog” :
Så døde havneslottet
Det var onsdag eftermiddag den 11. august, at de sidste rester af Havneslottet faldt, og nu ligger der – hvor det stod – en større samling af murbrokker, planker og brædder. – Og de ser slet ikke ud til være fortæret af tidens tand. Mange af dem vil sikkert kunne bruges ved byggearbejder andet sted!
Da havneudvalget for nogle aar siden vedtog at slottet skulle rives ned, rejste der sig en vældig reaktion. Mange var bedrøvede over, at det skulle ske, og velmenende folk bl.a. mange udvandrede mønboer – skrev og tilbød at yde pengebeløb til restaurering af slottet, idet de fandt, at det var en bygning som ikke burde rives ned, men restaureres saa den kunne bestaa i mange aar frem i tiden som en pryd for havnen. – Kedeligt var det da selve taarnet blev revet ned og uret, som altid havde gaaet særdeles præcist, ikke var mere. Der kunne man altid konstatere det rigtige klokkeslet – ikke alene om dagen, men også om aftenen, hvor uret var belyst. Men der var altså ikke noget at gøre – myndighederne havde talt og dermed basta.
Saa stod da i et par aar det taarnløse slot til skræk og advarsel, thi skønt var slottet jo ingenlunde uden sit taarn og man ønskede det hele revet ned jo før jo hellere. Og saa kom dagen, hvor det var besluttet – arbejdet blev udbudt i licitation og det laveste tilbud var paa 1800 kr. – det dyreste på 16000. Naturligvis blev det billigste antaget.
I de snart 60 aar, slottet stod ved havnen, var det genstand for megen omtale. Nogle svor paa, at det var smukt og egenartet, og intet af byens bygningsværker blev mere fotograferet en det – ja, det skulle da lige være Mølleporten. Andre fandt slottet hæsligt – ja, smag og behag er som bekendt forskellig.
Det var i 1909 at den nye havn blev bygget og dermed havneslottet. Der skete forøvrigt en katastrofe under arbejdet, idet et temmelig stort stk. af havnemolen skred i vandet. Desværre ramte uheldet ikke et skilt som stod ved Storebro, og som forkyndte, at cykling over broen var forbudt. Overtrædelse af forbudet straffedes med bøder fra 2 til 40 kr. Det blev staaende til grin for hele landet, som det havde staaet i en menneskealder. De gamle førende stegensere var forsigtige folk – hvad om de kunne se trafikken nu.
Havneslottets bygmester hed Cajus Novi og stilen var en art italiensk. – “Møns Folkeblad” var ikke begejstret hverken for den nye havn eller for slottet. Bladet berømmede flertallet i det nye byraad fordi det havde sat sig op mod borgmesteren og havneudvalgets flertal, der ønskede at uret på slottet skulle leveres af taarnurfabrikant Bertram Larsen, mens andre holdt paa, at det skulle udbydes blandt byens haandværkere og det skete. Naar de nye foretagender endda var af produktiv natur – skrev bladet – men man kan jo godt sige med afdøde bestyrer Nielsen, at her har slet ikke været trang til den nye havn og endnu mindre til den monumentale stærekasse, som optager den umaadelige kostbare plads paa den nye mole. Men naar nu endelig pengene skal smides ud, kan man godt forstaa, at skatteyderne, som er spændt godt for paadet almindelige budget, maa ærgre sig over at se, at vore egne haadværkere bliver forbigaaet, naar der skal produceres et taarnur. Vi har folk her paa pladsen, som magelig kunne tegne en stærekasse ligesaa smuk som denmeget upraktiske bindingsværkshytte, der nu ligger og fylder op paa havnepladsen. Ja, saadan lød tonerne den gang og de var ikke blide. I byraadet faldt ogsaa hvasse ord i de kommende møder. Men efterhaanden tog mange mønboer slottet til deres hjerte og fandt det smukt og pænt selvom det stadig blev hævdet, at det ikke var solidt bygget. Nu siger man at det har kostet mere at faa slottet revet ned end det ville have kostet at restaurere det. – Naar havneudvalget ikke har ofret de store summer paa slottet som ville have været nødvendige, saa skyldes det maaske, at man helst saa det fjernet en dag.
Men havneslottet fik sin mission. I den tid “Codan” sejlede mellem Kalvehave og Stege, var det altid liv og virke dernede. Ved hver skibsafgang eller ankomst mødte mange mennesker for at hilse paa dem, der skulle rejse, eller dem som kom hjem, og alle vidste, hvem der havde været eller skulle paa ferie- eller anden rejse. Det var store dage. Og foreningen “Nattens brødre” blev dannet af de mennesker – postbude, dragere, redaktører m. fl., som hver nat kl. 12 var ved slottet, naar skibet kom. Imellem holdt “brødrene” en nattefest og drøftede her dagens og nattens begivenheder.
Altin faar jo en ende. Det fik denne periode ogsaa og slottet fik ogsaa sin ende. Det vil i den kommende tid blive savnet, men en skønne dag er tiden løbet, aarene er gaaet, og det stærkt omtalte slot huskes ikke mere. Hvad der skal afløse det, ved man ikke. Der er lovet noget smukt i stedet for, og det haaber vi alle vil ske
“Vig.”
…men foreløbig må vi nøjes med denne model som bliver stillet frem hver sommer ude på kajen –
..kan Havneslottet genopstå?
En flok håndværksmestre på Møn gjorde omkring 1990 et forsøg på at få bygningen genrejst. Desværre blev det med forsøget, men planerne er der stadig og venter på en chance –
I starten av 90’erne forsøgte en gruppe håndværksmestre på Møn at få slottet genrejst –